Når en sportsgren er på tv, ændrer det noget i folks nysgerrighed. Pludselig er der mange, der googler:

  • Hvor kan jeg prøve curling henne?
  • Findes der et sted tæt på mig?

Den interesse udnyttede Gentofte Curling Klub aktivt i starten af OL i februar.

Midt i den periode, hvor curling fyldte på skærmen, inviterede klubben til åbent hus den 22. februar.

Resultatet var overvældende: omkring 200 borgere mødte op for at prøve sporten. Børn, unge, voksne og hele familier stod klar for at prøve kræfter med curling for første gang.


Gør det nemt at sige ja

Når interessen er der, skal vejen ind være enkel.

For mange starter nysgerrigheden med en søgning. Men når det så kommer til at finde tilbuddene eller tilmelde sig, kan det hurtigt blive for besværligt. Det gjorde det ikke i Gentofte.

Klubben havde en klar og intuitiv tilmelding, så alle, der blev nysgerrige, nemt kunne booke deres plads. Det gør en stor forskel, når man gerne vil se, hvad sporten handler om, uden at skulle tænke for meget over det.

Som Søren Tidmand fra klubben siger:

“Vi vidste at rigtig mange ville få lyst til at prøve curling efter at have set vores damehold spille så godt ved OL. Det svære er at sikre sig, at det er nemt at finde os og vores Åbent Hus-arrangementer.

“Og når det så ovenikøbet er nemt at tilmelde sig, har man nærmest lavet en aftale med sig selv om at komme af sted. Heldigvis var interessen stor nok for alle dem, der dukkede op.”

Se hvor nemt de gjorde det her: https://www.gentoftecurling.dk/spil-curling/


Fra nysgerrighed til fællesskab

Åbent hus blev en dag med smil på læberne og mange nye ansigter på isen. Søren fortæller:

“Curling er den perfekte sport for alle aldre, og det fik vi bevis for på selve dagen, hvor der var masser af børn, unge, ældre og familier med flere generationer. Stemningen var god, og det var tydeligt, at mange gik derfra med lyst til at prøve mere. Faktisk er tilmeldingerne til vores kurser bare væltet ind.”

At så mange forskellige mennesker mødte op, viser hvor meget timing betyder. Når interessen er høj, og døren står åben, tør flere tage det første skridt.

Det er netop det, der sker, når en klub møder nysgerrigheden i det øjeblik, den opstår:
Foreningens dør står åben på det rigtige tidspunkt, og folk tager skridtet fra tanke til handling.


Tre ting andre foreninger kan bruge

Historien fra Gentofte er ikke kun en god fortælling. Den rummer også nogle enkle erfaringer.

  1. Interesse skal mødes med tydelig adgang
    Når folk søger efter muligheder, skal der være et klart svar – og en enkel måde at tilmelde sig på.
  2. Timing betyder noget
    At koble et åbent hus til en periode, hvor sporten er i medierne, kan give markant flere henvendelser.
  3. Fællesskab starter med en invitation
    Mange kom, fordi de følte sig velkomne til at prøve uden at forpligte sig. Der starter fællesskabet.